
Istandsættelse af Nyborg Biblioteks vestfløj

Istandsættelse af Nyborg Biblioteks vestfløj
Tegnestuen var i 2022 med til at istandsætte vestfløjen på Nyborg Bibliotek. Biblioteket har siden opførelsen i 1938 været et centrum for læring og kultur, og vestfløjen var oprindeligt tænkt og bygget til besøgende og offentlig brug. Bibliotekets funktions- og pladsbehov har imidlertid ændret sig gennem tiden, hvorfor fløjen på et tidspunkt i stedet er blevet indrettet til kontor og administration. Udgangspunktet for den nylige istandsættelse var, at der nu igen var brug for flere kvadratmeter til besøgende, hvorfor kontorerne skulle omdannes til “nyt” brugerområde. Vestfløjen indgår nu (igen) som en vigtig brik i Nyborg Biblioteks funktion og ønske om at tilbyde en fleksibel og moderne biblioteksoplevelse.
Tv.: Skolebørn i læsesal til oprindeligt børnebibliotek (ungeudlån), 1952. Ophav: Nyborg Bibliotek. Th.: Oprindelig indretning med reoler og glaspendler i voksenudlån, 1940. Ophav: Nyborg Bibiliotek.
Nyborg Folkebibliotek
Nyborg Bibliotek blev tegnet af arkitekterne Flemming Lassen og Erik Møller. Arkitektkonkurrencen blev udskrevet i 1935 af Nyborgs daværende borgmester, Ludvig Hansen, og byggeriet var en pioner inden for dansk, modernistisk arkitektur. Vinderforslaget blev betragtet som det modige og moderne valg – det nye bibliotek indvarslede nye måder at tænke og forstå den offentlige biblioteksbygning på. Man brød med forestillingen om biblioteket som et “magtens rum” og søgte i stedet at demokratisere biblioteket og redefinere det som institution.
De to fløje åbner sig ekstrovert ud mod det foranliggende torv og inviterer de besøgende indenfor gennem glaspartier i forhallen. Bygningens form og indretning er karakteristisk for tidens arkitektoniske strømninger – et Gesamtkunstværk – hvor selv den mindste detalje i interiøret er designet i harmoni med hovedgrebet i arkitekturen.
Diverse detaljebilleder af interiøret på Nyborg Bibliotek (før istandsættelsen).
Rumprogrammeringen var delt, således at man fra bibliotekets forhal kunne vælge at gå mod hovedfløjen med udlån og læsesal eller mod den lille vestfløj, der var tænkt til studiemøder og museumsrum. Udlånsområdet har et langt ryttervindue, der kaster et storslået lys ned over de besøgende. Fra vestfløjen er der udsigt til Nyborg Slot, og her kunne rummene opdeles med foldevægge – en måde at imødekomme samtidens ønske om et fleksibelt bibliotek. Det mest iøjnefaldende var og er nok det særlige inventar, der blev tegnet til biblioteket af Hans Jørgen Wegner, en af de mest markante personer inden for dansk møbelkunst.
Arkitekt Wegner siddende i avislæsesalen, 1939. Ophav: Nyborg Bibliotek.
At arbejde med bygningens historie
Forud for det egentlige designarbejde ifm. istandsættelsen lå en omfattende registrering og undersøgelse af bibliotekets historiske stiludtryk samt de materialer og overflader, bygningen var tænkt med. Udover selve de byggetekniske aspekter af istandsættelsen skulle gendannelsen af de offentlige zoner naturligvis understøtte den helhedsoplevelse, der findes i bibliotekets særegne arkitektur, materialer og interiør.
Arbejdet omfattede en redegørelse for de interiøreffekter, der dagligt opleves på biblioteket – f.eks. de lakerede ahornpaneler, der pryder hovedfløjen og giver bibliotekets interør en varm og rolig fremtoning.
I samarbejde med Steensberg Konservering blev de historiske farvesætninger for de relevante rum belyst. Ud fra konservatorens rapport og gennem undersøgelser af tilgængelige historiske fotos kunne dannede vi grundlaget for en ny, autentisk farvesætning, der afspejler den oprindelige farveholdning.
Her nedenfor kan du se nogle fotos af det færdige resultat. Du kan finde flere fotos fra projektet her.