Rørup Kirke løfter på hatten
Rørup Kirke løfter på hatten
Det er reglen mere end undtagelsen, at der opstår uventede udfordringer, når man arbejder med fredede bygninger og kirker. Det var også tilfældet i forbindelse med tagudskiftningen på Rørup Kirkes tårn i 2021.
Omfanget af skader i de bærende dele af tårnets tagkonstruktion viste sig at være større end forventet. I sidste ende betød det, at hele kirketårnets tag-, lanterne- og spirkonstruktion måtte kranes ned på jorden, så de kunne repareres. I videoen nedenfor kan du se, hvordan det så ud, da den ottekantede lanterne blev kranet det sidste stykke og lagt op på en ladvognen, inden den blev kørt på tømrerværksted.
Oprindeligt omfattede projektet blot en udskiftning af det gamle og utætte kobbertag med et nyt kobbertag med undertag. Det var på forhånd forventet, at der skulle foretages diverse småreparationer og udskiftninger i tagkonstruktionen, men efter en opmåling og tilstandsregistrering af tårnets konstruktion og ottekantede lanterne og spir stod det dog klart, at der skulle mere til.
Tag-, lanterne- og spirkonstruktionerne i Rørup Kirkes tårn er imponerende med tømmer helt op i dimensioner på 11-12″. Flere af tømmerdelene var svækkede af råd og fugt, og det gjorde opgaven til en udfordring, da en udskiftning af de store og massive tømmerdele på stedet ikke var praktisk mulig.
Øth.: Rørup Kirke inden tagprojekt, 2020. Øtv.: Kraning af den ottekantede lanterne, 2021. Nth. og ntv.: Den ottekantede lanterne ankommer til tømrerværkstedet, 2021.
For at komme i mål med projektet blev det besluttet, at de bærende bjælker, spirkonstruktionen og lanternekonstruktionen alle skulle demonteres og kranes ned og her efter fragtes med ladvogn på tømrerværksted.
Da der ikke var meget plads hverken foran eller ved siden af kirketårnet, var det det helt tunge udstyr, der skulle tages i brug for at få kranet tagkonstruktionens tre dele ned. Den nærmeste placering for en kranvogn af tilstrækkelig kaliber var parkeringspladsen ca. 50 m nord for kirken, hvilket selvfølgelig betød, at kranarmen også skulle være det længere for at kunne nå. En så lang arm har en hvis nedbøjning og en hel del fjedring i sin bevægelse, og selvom hele processen var under kontrol fra start til slut, var det stadig lidt nervepirrende at følge de tonstunge trækonstruktioner, mens de hang i luften på vej ned. I sidste ende gik det hele efter planen, og tagkonstruktionen fra Rørup Kirkes tårn kom sikkert afsted.
Opmålingstegning af eksisterende tag-, spir- og lanternekonstruktion. Tårnet fremstod hér uden klokker og vindfløj. Vaag Arkitekter, 2020.