Lidt om nybyggeri i kulturmiljøer
Lidt om nybyggeri i kulturmiljøer
I en historisk bykerne som Kertemindes, er der ofte en helt særlig atmosfære, og det er ikke bare fordi husene er små eller af ældre dato. De enkle bygninger er forskellige og træder frem på hver deres måde, men skalaen, materialerne og bygningernes udtryk danner samtidig en helhed, der er ‘mere’ end bare de enkelte huse.
Man har simpelthen lyst til at være der.
Et sådant kulturmiljø er dog skrøbeligt, og man skal tænke sig rigtig godt om, når man bygger nyt eller ændrer på forholdene, for ikke at ødelægge helheden og den herlighedsværdi, der ligger gemt i bybilledet.
Nybyggeri har helt naturligt en tendens til at ramme tidens udtryk eller tidens ånd. Det giver også mening, hvis man tilstræber et byggeri, der bevidst skal markere sig eller stå isoleret, eller hvis man bygger iblandt andre mere nutidige bygninger. I et mere historisk kulturmiljø vil en bygning bygget efter tidens ånd dog som oftest skille sig ud på en mere negativ måde. Bygningen kan i sig selv være nok så flot, men hvis materialerne, byggeteknikken, skalaen og udformningen ikke er tænkt ind i helheden, vil bygningen virke ‘fremmet’ i sin kontekst. I stedet for at bidrage til områdets sjæl og særlige atmosfære kan den virke ødelæggende.
– I Kerteminde har man tænkt nyt. Den nye tilbygning til Tornøes Hotel i Strandgade er et fint eksempel på hensynsfuldt byggeri, der medvirker til at berige byens værdifulde byrum ved kirken.
– Som formand for Arkitekturoprøret på Facebook bliver jeg ofte spurgt, om jeg kan pege på et nybyggeri, som jeg er glad for. […] Nu kan jeg pege på et eksempel til efterfølgelse.
Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret på Facebook
I kulturmiljøer – såvel i byen som på landet – bør man i stedet tilstræbe at finde frem til stedets ånd. For man kan sagtens bygge nyt i en historisk kontekst, også uden nødvendigvis at bygge et ‘gammelt’ hus. Det handler om at afkode, hvad der er med til at skabe helheden lige netop dér, hvor man vil bygge.
Vaag Arkitekter var konsulent ifm. udvidelsen til Tornøes Hotel i Strandgade, Kerteminde, der netop er et eksempel på en tilgang til nybyggeri ud fra stedets ånd (se foto øverst). Byggeriet forsøger med sine to forskellige facader hverken at markere sig i bybilledet eller at kopiere noget eksisterende. I stedet lægger det sig ind i helheden og bidrager til oplevelsen af byrummet i Kerteminde. Den holdning deles også af Jep Loft, der er formand for Arkitekturoprøret på Facebook. I et læserbrev til Fyens Stiftstidende, 4. juni 2019, skriver han: