Kirker og tag
Kirker og tag
Vingetegl er den mest almindelige tagdækning på de fynske kirker. Røde er hyppigst forekommende, men blådæmpede og glaserede er ikke ualmindelige. Sjældnere ses anvendelse af bly og træspån, men dog udbredt på spir og mindre bygningsdele. De gamle tegltage har forholdsvis lang levetid, mellem 100 og 200 år. Dette skyldes at materialekvaliteten af de oprindelige tagsten ofte er bedre end nutidens, samt at tagene er understrøget, hvilket beskytter taglægterne bedre end nutidens mere åbne vingeteglstage med undertag.
Uanset tagstenens oprindelige kvalitet slides taget tyndt med årene indstil det ikke længere er muligt at holde taget tæt ved almindeligt vedligehold. I middelalderkirkerne er det normalt et krav, at taget omlægges med tilsvarende vingetegl og understryges. Der ændres da ikke ved tagets tilslutninger til murværket og oplevelsen af det middelalderlige tagrum videreføres. I forbindelse med tagomlægningen efterses tagkonstruktionen og nødvendige reparationer foretages efter gamle håndværksteknikker.