Istandsættelse af Grauengaard Vandmølle
Istandsættelse af Grauengaard Vandmølle
I den sydlige del af Jylland, i området Præstkjær mellem Holsted og Brørup, ligger Grauengaard Vandmølle – også kendt som Præstkjær Mølle. Vandmøllen fremstår i dag i uheldig forfatning efter en oversvømmelse, og tegnestuen skal i den kommende tid stå for en istandsættelse af møllehuset og en rekonstruktion af det ødelagte vandhjul.
Det præcise opførelsesår kendes ikke, men vandmøllen er formentlig anlagt omkring 1865, hvor den daværende ejer af den nærliggende gård, Grauengaard, anlagde den som korn- og benstampemølle. Kornmøllen ophørte i 1923, hvor man i stedet installerede en jævnstrømsdynamo i møllehuset, der kunne forsyne Grauengaard med elektricitet. Strømforsyningen var dog ret ustabil – særligt om vinteren, når åen frøs til – og sidst i 1920’erne opgav man at være selvforsynende på Grauengaard.
Vandhjulet stod stille indtil 1932, hvor Præstkær Ferskvandsfiskeri købte møllen og installerede en maskine til skæring af fiskefoder. Denne produktion ophørte i 1940. Møllehuset indrettedes i 1970’erne til spejderhus, og her fjernede man de sidste dele af mølleinventaret, så der kun var vandhjul, egetræsaksel og lejebuk tilbage – alle i dårlig forfatning.
Grauengaard Vandmølle inden restaureringen o. 1990. Foto o. 1983, Arkiv.dk.
Vandhjulet ved Grauengaard Vandmølle er en meget sjælen type i Danmark. Derfor tog egnsmuseet Sønderskov Museum (Sønderskov Herregård) i 1987 initiativ til en restaureringsplan for møllen, og møllehus, sokkel og hjul blev restaureret i årene omkring 1990. Uheldigvis har vandmøllen siden lidt skade efter en oversvømmelse, og det nye hjul er faldet ud af sit leje og er faldet sammen. Vandmøllen står derfor nu igen over for en restaurering og istandsættelse.
Øtv. og øth.: Møllehus og vandhjul set fra syd, 2022. Ntv. og nth.: Møllehus set fra vest, 2022.
Som nævnt er vandhjulet ved Grauengaard Vandmølle noget helt særligt. Hjulet er af strømhjulstypen, der er en meget sjælden type i Danmark. Strømhjulstypen kan føres tilbage til 1100-tallet og muligvis før. Strømhjulet er nært beslægtet med underfaldshjulet, men adskiller sig ved at være mere simpelt, idet strømhjulet alene udnytter vandets strømning til drivkraft uden at kræve hverken mølledam eller opstemning. Der har derfor normalt heller ikke været opstemning af vandet ved strømhjulsmøller, som det ellers ses ved Grauengaard Vandmølle. Faldet er hér imidlertid beskedent, og hjulet drives alene af vandstrømmen efter stemmeværket. Hjulet ved Grauengaard Vandmølle er endvidere specielt, da det er forholdsvist tungt og med en diameter på kun ca. 3,4 m. I modsætning til mange andre bevarede vandhjul har vandhjulet ved Grauengaard Vandmølle en ekstra 8-kantet krans, hvorfra 24 små arme bærer den yderste, runde hjulkrans.
Opmålingstegning af eksisterende møllehus og (rekonstrueret) vandhjul. Vaag Arkitekter, 2022.
Den lille vandmølle er ikke fredet, men burde måske være det, da den er erklæret bevaringsværdig i kategori 1. Nok er vandmøllen beskeden, men fortælleværdien og den historiske betydning er stor! Hos Vaag Arkitekter elsker vi møller, og vi ser frem til at arbejde videre med istandsætten af møllehuset og rekonstruktionen af hjulet og lejebukken, så møllen igen kan blive funktionsdygtig og vidne om tidligere tider og vores samfunds udvikling.