Langs Hindsholmvej, på skrænten af Møllebakken i Kerteminde, ligger Kaffehuset – Johannes Larsens Museets café og frokostrestaurant – som et højt beliggende udsynspunkt mod Nordstranden og Storebælt. Kaffehuset markerer sig udadtil som et nyt arkitektonisk bearbejdning af Johannes Larsen Museets kulturarv, der bor i de historiske bygninger, og have. Med en karnap og en stor rund åbning i facaden, der leder tankerne mod en stærekasse – en enkel reference til Johannes Larsens livslange fascination af det danske fugleliv.

Johannes Larsen Museet, udspringer af kunstnerparret Johannes og Alhed Larsens hjem. Hovedhuset, tegnet af Ulrik Plesner i 1901, blev senere udvidet med sidehus og atelier, efter tegninger af Carl Pedersen i 1916 og 1919.

I begyndelsen af det 20. århundrede dannede stedet ramme om et levende kunstnerisk miljø, hvor naturen og lyset fra Storebælt var en del af hverdagen.

Da kunstnerhjemmet i 1986 blev åbnet som museum, blev det efterfulgt af udstillingsbygningerne Samlingen (1990) og Vingen (2001), tegnet af Poul Ingeman og Kristian Isager.

Seneste tilføjelse er Kaffehuset, tegnet af Poul Ingeman og Vaag Arkitekter, som en udvidelse af en ældre lille café indrettet i det murede og oprindelige Vaskehus og en ældre simpelt udført træbygning. Kaffehuset er tegnet som en spejling af træbygningen omkring Vaskehuset. Kaffehuset viderefører Vaskehuset husets indre stoflighed i de genkendelige gulvtegl, forfinet med helt enkle træpaneler, mens facaderne spejler den modstående bygnings beskedne tjærede træbeklædning. Kaffehuset er nedsænket i den historiske haves terræn og ved yderligere at ”nedbryde” bygningskroppen i klassiske skulpturelle elementer med skrånende tegldækkede tagflader underspilles bygningens forholdsvist store volumen, der dermed føjer sig nænsomt til helheden.

Indenfor åbenbares salsrummet skulpturelle form, belyst fra alle 4 verdenshjørner med et balanceret samspil mellem lys og materiale suppleret med en imødekommende farvesætning. Lyset fra det store facadevindue mod Storebælt optegner rumligheden i lys – og skyggevirkninger. De specialfremstillede og enkelt udførte bænke langs væggene understreger rummets nærhed til terrænet og her mærker man, hvordan bygningen lægger sig ind i skrænten og lader besøgende sidde i øjenhøjde med museets have, hvor gæs, ænder og høns bevæger sig frit omkring.